Legehelteløbet

Alle børn skal have mulighed for at lege og bevæge sig – også de som befinder sig på hospitalet i kortere eller længere perioder. Legehelteløbet skal derfor inspirere til mere leg og bevægelse blandt både børn og voksne, men samtidig også sætte fokus på Legeheltenes arbejde ude på de danske børneafdelinger. Igennem løbet skal børnene finde glæde ved at gøre en forskel for andre børn, der ikke nødvendigvis har de samme muligheder.
Prisen for deltagelse er 90 kr. og ud af deltagergebyret, går 10 kr. til den lokale arrangør og 80 kr. til Børneulykkesfonden og Legeheltene.

Med Legehelteløbet sigter vi efter at slippe alle hverdagens helte løs i legehelteuniverset og give børnene og deres familier en god og sjov oplevelse, som både kommer dem og andre til gode.

Hver deltager får som en del af deres deltagelse i løbet en Legeheltekappe og maske i valgfri farve, løbenummer og et diplom for gennemført Legehelteløb, så vi sikrer at løbet bliver gennemført i ægte heltestil. Alt dette sendes fra Børneulykkesfonden til arrangør af Legehelteløbet.

OBS: Heltekapperne og heltemaskerne har velcrolukning af hensyn til kvælningsfare. Vi anbefaler dog ikke, at det bruges af børn under 3 år. Både heltekappe og heltemaske er lavet i 100% polyester.